Nanna i Det Gule HusPrivat dagpleje · Næstved

Læreplaner & tilsyn

Den pædagogiske læreplan

Her er hele min skriftlige læreplan. Den beskriver, hvordan jeg arbejder med børnenes læring, trivsel og udvikling.

Den pædagogiske læreplan · Nanna i Det Gule Hus

Indledning

Læreplan for Nanna "i det gule hus". De 3 P'er: Professionel Privat Pasningsordning.

Læreplanen tager udgangspunkt i "Den styrkede pædagogiske læreplan: rammer og indhold".

Alle dagtilbud, også de private, skal udarbejde læreplaner efter dagtilbudslovens formålsparagraf. Formålet er at øge fokus på kvalitetsudviklingen i de enkelte pasninger, i form af læring og dokumentation.

Kravet om at fremme børns læring via trygge læringsmiljøer indebærer, at læringsforståelsen i den private pasningsordning skal bygge på et bredt læringsbegreb, der understøtter børns kropslige og motoriske, sociale, emotionelle og kognitive læring og dannelse. Dette arbejde gøres for at ruste barnet til at kunne begå sig i det videre liv.

De private pasningsordningers læreplaner skal stå mål med dagtilbudslovens § 7 og § 8.

§ 7

  • Arbejdet med læringsmiljøet og børnemiljøet skal tage udgangspunkt i børnegruppens sammensætning og børnenes forskellige forudsætninger samt alder og modenhed.
  • Barnet skal sikres medbestemmelse, medansvar og forståelse for og oplevelse af demokrati.
  • Dagtilbuddet skal bidrage til at udvikle barnets selvstændighed og evne til at indgå i forpligtende fællesskaber samt samhørighed med og integration i det danske samfund.
  • Et barn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer barnets kompetencer gennem oplevelser i leg, tilrettelagte aktiviteter med pædagogisk indhold og spontane aktiviteter. Det giver barnet mulighed for fordybelse, udforskning og erfaring samt udvikling, læring, trivsel, sundhed og nysgerrighed på livet.
  • Dagtilbuddet skal i samarbejde med forældrene støtte og guide barnet gennem omsorg og nærvær, understøtte det enkelte barns udvikling og selvværd og bidrage til en god og tryg opvækst. Det skal også sikre en god overgang til børnehave.

§ 8

  • I alle dagtilbud skal der udarbejdes en skriftlig pædagogisk læreplan, der danner rammen for læring og læringsmiljøer for børn i aldersgruppen 0-3 år.
  • Nedenfor beskriver jeg de pædagogiske læreplanstemaer, og hvordan jeg sørger for at give det enkelte barn mulighed for at udvikle sig inden for dem.

De 6 læreplanstemaer

Her har jeg beskrevet de 6 læreplanstemaer, og hvordan jeg planlægger, så jeg kommer hele vejen rundt om barnets udvikling i hvert af dem.

Social udvikling

Barnet øver sig i sociale kompetencer, når det kommunikerer og færdes i samspil med andre, og det øger hele tiden sine evner til at samarbejde, lege og håndtere de sociale spilleregler.

Barnet opbygger og styrker sine sociale kompetencer i samspil med andre, når det udforsker fællesskabet. Barnet tilegner sig spilleregler for samvær, lege og aktiviteter og er selv med til at skabe reglerne som en del af samværet.

I venskaber mærker barnet, hvad det betyder at være sammen med andre, og barnet lærer at tage et socialt ansvar.

For at gøre sig forståelig i sociale sammenhænge bruger barnet både kropssprog og det talte sprog. Identitet og sociale kompetencer bliver skabt, når barnet er i sociale sammenhænge, hvor det kan spejle sig, efterligne andre og modtage og give respons i forholdet til andre mennesker.

Kommunikation og sproglig udvikling

Et veludviklet sprog er en vigtig forudsætning for hele barnets udvikling. Når barnet kommunikerer med lyd, mimik og ord, er det typisk i kontakt med andre, og det gør sproget til en vigtig del af de sociale kompetencer.

Sproget styrker barnets evne til at tænke abstrakt. Barnet tænker og regulerer sin adfærd ved hjælp af sprog og udvikler et bevidst forhold til sin omverden.

Sproget er med til at sætte viden i system og er samtidig med til at skabe grundlag for erkendelser og overvejelser.

Udgangspunktet for det meningsfulde sprog er til stede, når barnet er så bevidst om et emne eller en genstand, at barnet også kan bruge det i situationer, hvor for eksempel genstanden er uden for synsvidde.

Kultur, æstetik og fællesskab

Børns egen kultur er udtryk, der hører sammen med øjeblikket, for eksempel rytmisk lyd, pjat, plagerier, gangarter, mimik og andre kropslige udtryk. Udtrykkene kan også være lege, fortællinger, sange, tegninger, rim, remser, gåder og vittigheder.

Børn skaber ofte deres særlige kulturelle udtryk som en del af deres fællesskaber. De leger med lyde og bevægelse på forskellige måder og tager forskellige medier og fysiske steder i brug på egne betingelser.

Børn hjælper også hinanden med at besvare spørgsmål som "hvordan er man venner og uvenner?" eller "hvad er rigtigt og forkert?". De lærer af hinanden og giver hinandens erfaringer og kompetencer videre.

Når børn møder voksenkulturen, dens udtryksformer og dens æstetik, bliver deres egne erfaringer udfordret, så børnene inspireres og inddrages i samfundets kultur og kulturelle fællesskaber.

Alsidig personlig udvikling

Barnet er på vej til at udvikle en begyndende identitet: "Hvem er jeg, og hvad kan jeg?" Det undersøger nysgerrigt, hvad der sker omkring det, og viser, at det vil ses som det menneske, det er.

Barnets kompetencer aflæses som træk i personligheden og ses, når barnet bruger sin intuition og handler i forskellige sammenhænge.

Barnets alsidige personlige udvikling er en dannelsesproces, hvor det afprøver og udvikler sin identitet, mens det øver sig i at forstå sig selv. Barnet søger anerkendelse, spejler sig og tester sig selv ved at vise, hvad det kan lide og ikke kan lide. Barnet mærker, hvad det selv har lyst til, hvad det har godt af, og passer på sig selv ved at sætte grænser.

Krop, sanser og bevægelse

Kroppen er et meget komplekst system, og kroppens motorik og sanser gør det muligt for barnet at tilegne sig erfaring, viden og kommunikation. De følelsesmæssige og erkendelsesmæssige processer udvikles, når barnet er virksomt med sanser og motorik. Dermed skabes grundlaget for at være sund og robust.

Gennem aktivitet og sanser får barnet erfaring og viden, som danner fundament for både trivsel, læring og udvikling.

Barnet lærer og udvikler sig i særlig grad på det motoriske og på det sanse- og bevægelsesmæssige område, når det er fysisk aktivt og opmærksomt øver sig i at koordinere sine bevægelser.

Natur, udeliv og videnskab

Barnets oplevelser og undersøgelser i naturen er domineret af leg, kropslighed og sanselighed.

Når barnet observerer og eksperimenterer i naturen, får det nogle afgørende eksistentielle erfaringer om liv og død, og det får indsigt i menneskets afhængighed af naturen og dens skrøbelighed.

Når barnet mærker de skiftende årstider og ser på dyr og planter, oplever barnet, hvordan naturen og dens cyklus fungerer.

Ved at sanse og være i naturen erfarer barnet naturens storhed, og hvordan naturen opretholder sig selv. Disse oplevelser skaber grundlag for barnets udvikling af æstetiske kompetencer.

Metoder og evaluering

Af læreplanen skal det fremgå skriftligt, hvilke pædagogiske metoder og aktiviteter der sættes i spil for at nå de enkelte mål, samt en evaluering af dem. Det gælder også for børn med særlige behov.

Læring i dagens faste rutiner

Her beskriver jeg, hvordan jeg arbejder med, at børnene lærer og udvikler egne færdigheder i forhold til selvhjulpenhed og det at kunne selv.

Modtagelse af barnet

  • Vi siger godmorgen i børnehøjde. Mor eller far hjælper og støtter barnet i at tage tøjet af og få tingene på plads i skabe og kasser.
  • Barnet åbner døren for mor eller far, med støtte eller selv, og siger farvel. Det barn, der har det svært ved det, får hjælp og bliver guidet. Vi ses i eftermiddag.

Spisesituationer

  • Vi spiser alle sammen ved et højbord. Det skaber en stemning af fællesskab og dannelse i at sidde sammen om bordet og spise, tale sammen, vente på tur og vente på, at alle er færdige med at spise.
  • Alle bliver hjulpet og guidet til selv at komme op og ned af deres stol.
  • Børnene skubber fadet med mad videre til de andre børn og tager selv mad fra fadet. De spiser selv eller får maden skåret ud i passende bidder, som fingermad, med gaffel eller ved at blive madet.
  • Vi spiser af porcelænstallerkener og drikker af glas.

Puslesituation

  • Barnet lærer, alt efter alder, selv at komme op på puslebordet, vende sig om, lægge sig på ryggen og løfte numsen, når bleen skiftes.
  • Jeg sætter ord på det, barnet skal og gør, og på det, jeg gør. Vi taler sammen på puslebordet, og barnet har mulighed for at lege med enkelte udvalgte ting.

Vi skal ud

  • Barnet bliver hjulpet og guidet til selv at finde det tøj, de sko og lignende, det skal have på, indtil det selv mestrer at tage det på.

Puttesituation

  • Børnene sidder på gulvet, tager tøjet af og venter på tur til at komme op og få tjekket ble og få en ren på. Samme fremgangsmåde som ved puslesituationen.

Hjemsendelse af barnet

  • Mor eller far hjælper og støtter barnet i at tage tøjet på og finde de ting, det skal have med hjem, i skabe og kasser.

Spontane og planlagte aktiviteter

Dagens aktiviteter er både spontane og planlagte og både voksenstyrede og børnestyrede. Gennem dem giver jeg barnet mulighed for at udvikle sig, trives og lære, som tilsammen skaber dannelse.

Det gør jeg gennem planlægning og inddragelse, hvor jeg tager hensyn til børnenes forskelligheder, såsom alder, forudsætninger og sammensætningen af børnegruppen, der danner fællesskabet.

Barnet skal støttes og guides til læring, som skabes gennem bevægelse, selvværd og gåpåmod, der opnås ved at øge barnets nysgerrighed.

Kvartalsplaner og årstider

Jeg arbejder også med kvartalsplaner, der gennem året afspejler de 4 årstider: vinter, forår, sommer og efterår. Årstiderne er inddelt i temaer med emner, der passer til årstiden og dens traditioner, og vejret bliver inddraget.

Aktiviteterne bliver delt som tekst og billeder i Facebook-gruppen Nanna "i det gule hus", så I forældre og andre, der har lyst, kan følge vores hverdag. Lovgivningen siger nu, at Facebook ikke må bruges som dokumentation af læreplaner. Derfor udarbejder jeg dem i et lukket forum, hvor kun forældre med børn indskrevet i min private pasningsordning kan se og læse dem. Forummet er også tilgængeligt for kommunen.

Samarbejde med forældrene

Jeg samarbejder med forældrene om deres barns udvikling og læring gennem trivselssamtaler og daglig dialog, med billeder og tekst fra hverdagen i Facebook-gruppen og i det lukkede forum.

Trivselssamtaler ("På vej i børnehave") bliver tilbudt og udarbejdet skriftligt i fællesskab mellem mig og forældrene, når barnet er:

  • 1 år
  • 1½ år
  • 2 år
  • 2½ år
  • Lige før overgangen til børnehave ("Børn på vej i børnehave")

Skemaet danner baggrund for, hvordan jeg tilrettelægger min hverdag, og hvilke områder jeg skal have mere fokus på, alt efter hvor det enkelte barn er i sin udvikling. Materialet er udviklet af BUPL, som står bag kompetencehjulet.

Børne- og læringsmiljø indendørs (§ 81a)

Legeværelset

Her spiser vi og laver kreative ting.

Børnestyret leg i lukkede kasser:

  • Legetøj til leg med bondegårdsdyr, personer, biler og andet, der handler om en bondegård.
  • Klodser, der kan stables eller sættes sammen til figurer eller bare lægges på rækker.
  • Bøger, der kan tages op og læses, og andre bøger, der kan læses ved bordet og skabe en dialog. Med og uden lyde.
  • Babylegetøj, der kan rasle, pive, bides i og krølles.
  • Interaktivt legetøj med lyde og gentagelser.
  • Popper i mange former og farver.

Legetøjet ligger i sorte lukkede kasser i børnehøjde. Det giver barnet mulighed for at udvikle nysgerrighed og opdage glæden ved at finde det legetøj, det søgte, og for at opdage nyt legetøj.

Børnestyret leg, synligt:

  • Fisher-Price hunde med interaktive lyde.
  • Stabeltårn.
  • Hammerbræt.
  • Optræksdyr med og uden lyd.
  • Puttekasse med figurer.

Legetøjet står på en reol i børnehøjde, så barnet selv kan tage det ned.

Voksenstyret leg, synligt:

  • Dyr på snor.
  • Magnetdyr delt i 2, hvor man skal finde det rigtige hoved og den rigtige krop.
  • Perler på perleplade.
  • Perler på piberensere.
  • Perlestifter til plader.
  • Puslespil med få brikker (sprog eller tegn).
  • Tegne og male.
  • Sange og historier med tilhørende effekter og pege- og dialoglæsningsbøger.

Bobles værelse

Børnestyret leg, synligt:

  • Hoppe, slå koldbøtter, trille og rulle på madras.
  • Hoppe på hoppeko og dreje rundt i Billibo.
  • Bobles, der kan bygges til motorikbaner eller tårne, man kan kravle oven på eller under.
  • Lege med de bamsedyr, der bor i hullerne i væggen.

Voksenstyret leg, synligt:

  • Koldbøtter.
  • Balancebane, der styrker koordinationen.
  • Lege hvor børnene bruger hinanden: kravle gennem hinandens ben og arme, cykle med tæerne mod hinanden, trække i arme og gå på snor.
  • Bobles som vippe og til balance.
  • Små lette bolde, der kastes op i en kurv eller en form, evt. lavet af Bobles.

Dukkeværelset

Voksenstyret leg, synligt:

  • Dukkehus med dukker, badekar, potte, seng, tøj og sutteflaske.
  • Dukkeseng med dyne og pude.
  • Udklædningstøj til prinsesse med strutskørt samt tasker og huer.
  • En stor kravlegård, der fungerer som hule, hvor man kan sidde og lege med dukkerne og læse en bog sammen med dem.
  • Lænestol til højtlæsning af bøger.

Børne- og læringsmiljø udendørs (§ 81a)

Børnestyret leg, synligt:

  • Stor sandkasse og legekøkken med skeer, gryder, pander, skåle og tallerkener.
  • Bilområde med store og små biler og en bilbane at køre på.
  • Træbro til balance.
  • Rutsjebaner til de store børn og klatreborg med rutsjebane til de små børn.
  • Bakketop.
  • Bænkesæt til når vi spiser ude eller til anden leg.
  • Køkkenhave, hvor vi sår, planter, høster og spiser.
  • Blade, græs, blomster, vand, sne, dyr osv. til at udforske naturen, alt efter årstiden.
  • Køretøjer af forskellig slags.
  • Trampolin.
  • Boldspil.
  • Tegne med kridt.
  • Fisher-Price bondegård med dyr.

Voksenstyret leg, synligt:

  • Puste sæbebobler.
  • Male med pensler og vand.
  • Gå ture.

Gennem børne- og læringsmiljøerne ovenfor kommer jeg rundt om alle 6 læreplanstemaer. De giver barnet mulighed for at lære og udvikle sig og for at indgå i fællesskab med de andre børn. Derved skabes relationer og venskaber, som er grundlaget for et godt børnefællesskab.

  • Alsidig personlig udvikling
  • Kommunikation og sprog
  • Krop, sanser og bevægelse
  • Social udvikling
  • Natur, udeliv og videnskab
  • Kultur, æstetik og fællesskab

Dokumentation

Jeg har valgt at dokumentere daglige observationer i en bog, så det ikke tager fokus fra børnene længere end nødvendigt. Grunden er den digitale tid, vi lever i, hvor selv børn under 1 år ved, hvad en mobil eller en iPad er.

Billederne fra hverdagen på Facebook er ikke dokumentation. De er et lille indblik i vores hverdag. I nogle tilfælde dokumenterer jeg også med billeder, alt efter det valgte tema og årstiden. Materialet bliver evalueret til sidst og arkiveret i en mappe.